Jeg havde den bedste aften i mit liv, da jeg så mr. Springsteen live i torsdags. Min krop er stadig smadret, jeg har ondt i min nakke (det er nok ligeså meget resultatet af, at jeg er alt for høj, og bordene til eksamen var alt for lave), og jeg er stadig høj på koncerten. Bruce er en fantastisk mand, og på trods af sine 63 år klarer han sig fandeme godt. Jeg havde min læderjakke og en gammel Born in the USA t-shirt på, som nu begge stinker af de øl, københavnerne bag os blev ved med at spilde. Trøjen kan vaskes, men jeg ved ikke hvad jeg gør med jakken.
Faktisk ville jeg bare sige tak for en hyggelig uge! Jeg elsker de her tema-uger, og jeg håber også, I nød denne. Jeg har i hvert fald været pisse glad for jeres skønne kommentarer. Selvom jeg er langsom til at svare på dem, sætter jeg altså virkelig pris på jer. I er fandeme for dejlige. I forhold til næste uge, bliver det helt normalt igen. Outfits, inspiration, måske new ins (det skal I nok ikke regne med, jeg er pisse fattig). Er der noget bestemt I vil se?
T-shirten er forresten en, jeg fik med hjem fra i torsdags. Den var alt for dyr, men kvaliteten er altså også lækker. Nogle samler på make-up - jeg samler på t-shirts, og har omkring 30 med forskellige bands.




